Landmåling i Grønland

Asiaq – Greenland Survey søger en landinspektør, ingeniør eller lignende til alsidige og udfordrende opgaver.

Med det faglige ansvar vil du lede den daglige tekniske landmåling med GNSS og totalstation i Grønlands hovedstad Nuuk. Derudover vil du være operationelt ansvarlig for vores drone og være vores fotogrammetriske ekspert, der i samarbejde med vores øvrige medarbejdere forestår dataindsamling med drone og efterfølgende udarbejder højdemodel og ortofoto.

 

Jobbet er hovedsageligt baseret i Nuuk, men især om sommeren er der god mulighed for en hvis rejseaktivitet til byer, bygder og det åbne land rundt om i Grønland. En del af jobbet kan indebære helikopterflyvning ud i fjeldene. Du skal være almindeligt sund og rask og være klar på i kortere perioder at overnatte i telt i ødemarken.

 

Vi tilbyder et job med stort ansvar og frihed samt gode udviklingsmuligheder. Ud over den tekniske landmåling og droneflyvning vil du komme til at arbejde med 3D visualisering og bathymetrisk opmåling. I et land med 9 UTM-zoner vil du være med til at implementere en ny geoide for Grønland. Samtidig vil du få ansvaret for at vedligeholde referencenettet for Grønland. Du vil have stor indflydelse på dit arbejde og god mulighed for at udvikle det samt sætte dit eget præg på opgaverne. Vi tilbyder dig et unikt job i et spændende fagligt miljø med den enestående grønlandske natur som baggrund.

 

Du kan arbejde som en del af et team men også træffe selvstændige beslutninger. Du vil indgå i faggruppen Landmåling & Geoteknik, hvor du vil arbejde sammen med tre engagerede kolleger. Du kan begå dig i en organisation med folk fra flere lande og kulturer. Du har erfaring med teknisk landmåling og gerne også med bearbejdning af fotogrammetriske data. Du har gå-på-mod og er klar til at sætte dig ind i nye arbejdsområder. Du er god til at formulere dig, har interesse for opsøgende salgsarbejde og kan rådgive kunder om løsninger.

 

Ansættelsesvilkår

Løn – og ansættelsesvilkår ifølge overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og relevant faglige organisation. Personalebolig tilbydes efter gældende regler. Flytte- og rejseomkostninger betales for dig og din eventuelle ægtefælle og børn ved tiltrædelse, samt ved fratrædelse efter mindst tre års ansættelse. Tiltrædelse 1. september 2019 eller efter aftale.

 

Yderligere oplysninger og Ansøgningsfrist

Du er velkommen til at høre nærmere om stillingen hos leder af faggruppen Martin Nauta eller fagkoordinator Alexander Helland på tlf. +299 348800. Få mere at vide om Asiaq på www.asiaq.gl

 

Ansøgningen skal være Asiaq i hænde senest mandag den 24. juni 2019 kl. 12:00 (lokal tid).

Mærk ansøgningen ”Landmåling i Grønland – Landmåling & Geoteknik” og vedlæg CV, relevante eksamenspapirer mv. og send ansøgningen til asiaq@asiaq.gl